2023 i øjeblikke
Klimaprojekter og fremtidssikker forsyning

2023 var et godt år for Novafos – og det var et rigtig travlt år: Fra grunddatapris og grønt gearskifte til separatkloakering og skybrudstunnel. Med mere. Meget, meget mere. Rent vand i hanerne og renset spildevand for nu at nævne noget. Tag med på et kig tilbage.

pil til højre
2023
Børn med VR-briller
Januar
Letbane foran højhuse på tresporet vej
Tørskoet letbane i Gladsaxe

I Gladsaxe kommer den nye letbane efter planen til at køre fra 2025. Novafos har lagt fire km nye regnvandsledninger, så sporene ikke bliver oversvømmet ved kraftig regn. Vi har også flyttet knap fire km vandledninger og 2,5 km spildevandsledninger, så vejen er banet for letbanen.
 

Maj
Borerig
Fremtidssikker forsyning

Drikkevandet fra Novafos overholder alle Miljøstyrelsens krav. Men også hos os er der de seneste år fundet miljøfremmede stoffer i grundvandet tæt på grænseværdierne. Derfor har vi ledt efter nye steder at bore efter rent grundvand – bl.a. i Ballerup, hvor der også er et nyt vandværk på vej.

Juni
Carsten Nystrup
Ny formand for DANVA

Novafos’ administrerende direktør Carsten Nystrup blev i sommers formand for DANVA, da den tidligere formand Lasse Frimand Jensen fik nyt hverv. Carsten Nystrup har i 2023 med vandets stemme fortsat den stærke indsats for drikkevand, spildevand, klimatilpasning og den grønne omstilling. Carsten Nystrup skal ifølge vedtægterne være formand for DANVA frem til førstkommende generalforsamling i maj 2024, hvor medlemmerne så skal vælge, hvem der skal stå i spidsen for vandsektorens brancheorganisation. 
 

August
Rundvisning på renseanlæg
Ukrainsk delegation på besøg

En ukrainsk delegation besøgte Stavnsholt Renseanlæg for at lære om energieffektivitet, nanobobler og ny teknologi til at reducere lugtgener ved spildevand. Teamkoordinator Jan Aabling viste teknisk direktør Victor Pisotskiy fra virksomheden Vodokanal Mykolayiv rundt og præsenterede et forsøgsanlæg, hvor nanobobler har reduceret både kemi- og energiforbruget. 
 

September
Rundvisning i Haraldsminde
10 år med godt samarbejde

Harrestrup Å-samarbejdet fejrede 10-års jubilæum, og der var masser at glæde sig over. Et helt unikt samarbejde, hvor ti kommuner og deres forsyningsselskaber er gået sammen om at håndtere regnvand langs å-systemet Damhusåen, Harrestrup Å, Kags Å, Sømose Å, Rogrøften, Bymoserenden og Grøndalsåen. Målet er at udføre i alt 20 projekter, som til sammen kan håndtere tre millioner kubikmeter vand. 

Haraldsminde i Ballerup er det første færdige klimaprojekt i samarbejdet. Her tilbageholdes sky-brudsvand, og udtrykket i det rekreative område ændrer sig alt efter regnmængderne. Klima,- Energi- og Forsyningsministeriet fik i september en rundvisning i området. 

Derudover arbejder vi på Sømose Å og Kagsåparkens Regnvandsprojekt, der begge er en del af Harrestrup Å-samarbejdet.

Medarbejder til vejmøde
Regnvand skal styrke Mørkhøj

Bedre vandmiljø og færre oversvømmelser er målet, når vi adskiller regnvand og spildevand i kloakken. Den proces er i gang i mange af vores kommuner. I Gladsaxe Kommune er det første område, der skal separatkloakeres Mørkhøj, og her fungerer projektet som en løftestang for en hel bydel. I samarbejde med kommunen skal vi nemlig ikke kun opgradere kloakken, vi vil også gerne styrke Mørkhøj ved skabe bedre byliv, bedre forbindelser og mere bynatur.

Vi arbejder på at kunne bruge regnvandet til at skabe grønne og blå åndehuller for dyr og mennesker i en varmere fremtid. Derfor talte vi i september, sammen med Gladsaxe Kommune, med borgerne i Mørkhøj om, hvad projektet betyder for dem, og hvordan de ser, at projektet kan løfte deres bydel.

Kathrine Petersen ved Skovshoved Havbad
Skovshoved bassinledning

I september brugte vores biolog Kathrine Petersen og hendes kollega Morten Bruun stort set al deres arbejdstid på at finde en utæthed på en spildevandsledning nær Skovshoved Havbad. Det involverede både en pram og dykkere på bunden for at lede efter utætheden. Spildevandsledningen er indkapslet i beton og er placeret under havbadet, hvilket komplicerede arbejdet en hel del. Utætheden er fundet – så badegæster og kajakroere forhåbentlig snart igen kan bruge havbadet.

Oktober
To mænd i arbejdsjakker
Stort skridt i arbejdet med Svanemøllen Skybrudstunnel

Store dele af København, Gentofte og Gladsaxe er hårdt ramt af oversvømmelser ved kraftig regn eller skybrud. Derfor arbejder vi sammen med HOFOR og Frederiksberg Forsyning på en underjordisk motorvej til regnvand med etableringen af Svanemøllen Skybrudstunnel. Tunnelarbejdet er planlagt til at gå gang i løbet af efteråret 2025, men i oktober nåede vi en stor milepæl, da den første kontrakt med en entreprenør blev underskrevet. Skybrudstunnelen skal efter planen være færdig og i drift i 2031.
 

November
Medarbejdere i Novafos
Den digitale undergrund vandt Grunddataprisen

Data om undergrunden er værdifuldt for alle graveaktører og ledningsejere. Vi har gennem flere år anvendt den nyeste teknologi fra LE34 til at scanne vores gravehuller, og det har skabt et helt unikt datasæt, der indeholder værdifuld dokumentation af undergrunden. Det har vi vundet Grunddataprisen for – hvilket vi er meget stolte over. Vi er især stolte over, den store indsats fra vores driftsafdeling. Uden dem, ingen pris. Prisen har vi vundet sammen med bl.a. LE34 og Aarhus Vand. Grunddataprisen bliver uddelt af Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Gravearbejde
Grønt gearskifte

Hvert år graver og flytter vi tonsvis af jord med tunge dieseldrevne arbejdsmaskiner, når vi skal anlægge nye projekter. Derfor er vi glade for, at vores bestyrelsesformand sammen med de 14 største offentlige bygherrer i Danmark har underskrevet en hensigtserklæring om fremover at stille krav til, at vores entreprenører skal bruge emissionsfri arbejdsmaskiner i bygge- og anlægsprojekter. 

Et skifte fra dieseldrevne til emissionsfrie arbejdsmaskiner er godt for klimaet i form af mindre CO2-udledning og vil føre til renere luft og mindre støj. Hensigtsaftalen blev underskrevet på konferencen ’Grønt Gearskifte’, der blev afholdt af Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI).

Foredrag i auditorium
Ejerdag for Novafos’ ejerkommuner

For 4. gang inviterede Novafos i 2023 borgmestre, kommunaldirektører m.fl. til ejerdag. Udover tre faglige oplæg om vandkvalitet, klimaprojekter og vandressourcecentre stillede fire af vores borgmestre – Trine Græse, Vicky Holst Rasmussen, Karsten Längerich og Michael Fenger – op til paneldebat sammen med Carsten Nystrup.