Visualisering af Kagsåparken

Kagsåparkens Regnvandsprojekt

Kagsåparken skal klimatilpasses og omdannes til en regnvandspark med plads til 100.000 kubikmeter regnvand.

Regnvandsparken skal sikre renere vand i Kagsåen og Harrestrup Å, færre oversvømmelser i lokalområdet og vil samtidig gøre parken rig på nye oplevelser.  Kagsåparkens Regnvandsprojekt anlægges fra 2024-2028. Kagsåparkens Regnvandsprojekt er et samarbejde mellem Herlev Kommune og Gladsaxe Kommune, HOFOR og Novafos.

Fra 50 til 5 overløb med spildevand om året 

Når det regner kraftigt, har afløbssystemet omkring Kagsåparken svært ved at følge med. Spildevand og regnvand presser sig op gennem de overfyldte kloakker og løber direkte ud i Kagså og skaber oversvømmelser med en uhygiejnisk blanding af regnvand og spildevand. 
Formålet med Kagsåparkens Regnvandsprojekt er at sikre renere vand i Kagså og i Harrestrup Å. Projektet vil kunne begrænse de nuværende overløb fra afløbssystemet til Kagså, som i dag sker mere end 50 gange om året til i gennemsnit 5 gange om året. Samtidig skal den nye regnvandspark forberede klimatilpasningen af et større område. Derudover skal vi genetablere parken, så den fortsat er et rekreativt område.

Adgangsveje etableres fra oktober 2023-maj 2024

Vi anlægger to adgangsveje til projektet – i den nordlige ende af parken ved Klausdalsbrovej og i den sydlige ende af parken ved Herlev Ringvej. Adgangsvejene anlægges fra oktober 2023-maj 2024. Viadukten under Herlev Ringvej spærres for cyklister og gående i forbindelse med arbejdet. Den genåbnes midlertidigt omkring juni, når arbejdet er færdigt. 

Regnvandsparken anlægges fra 2024-2028

Vi forventer at begynde anlægsarbejdet af Kagsåparkens Regnvandsprojekt i sensommeren 2024. Parken vil derefter være lukket frem til midten af 2028, hvor den nye regnvandspark indvies. Det sker af hensyn til sikkerhed og for at kunne gennemføre arbejdet mest effektivt.

Mens parken er spærret, skal du bruge alternative cykelruter til stien gennem Kagsåparken. Ruterne vil blive skiltet i området. Du vil stadig kunne køre på tværs af Kagsåparken ved Juni Allé og Ederlandsvej. 

Informationsmøde om anlægsarbejdet i sensommeren 2024

Vi holder informationsmøde om anlægsarbejdet kort før anlægsstart. Her kan du høre mere om anlægsarbejdet og om, hvordan det kommer til at påvirke naboer, brugere og trafikanter. 

Du kan følge med i projektet her på hjemmesiden, som vi opdaterer, når der er nyt. Vi sender desuden statusbreve til de nærmeste naboer og tager direkte kontakt til naboer, der bliver direkte berørt af projektet. 

Find svar

Hvad er formålet med projektet?

Formålet med Kagsåparkens Regnvandsprojekt er at sikre renere vand i Kagså og i Harrestrup Å. Samtidig skal den nye regnvandspark forberede klimatilpasningen af et større område. I dag kan kloaksystemet ikke følge med under kraftig regn, og det sker derfor op til 50 gange om året, at der løber blandet spildevand og regnvand ud i åen fra 17 forskellige udløb. Det belaster vandmiljøet, og det er forsyningerne og kommunerne forpligtet til at gøre noget ved. Derudover skal vi genetablere parken, så den fortsat er et rekreativt område.

Hvorfor skal parken være helt lukket under anlægsarbejdet?

Parken vil være lukket under hele anlægsarbejdet af sikkerhedshensyn. Det skyldes, at hele parken bliver et stort arbejdsområde, og at lastbiler og andre store maskiner dagligt kommer til at køre gennem parken. Entreprenøren vil arbejde flere steder i parken på en gang, og det vil derfor være for farligt med cyklister og fodgængere sammen med de store maskiner.

Hvor kommer arbejdstrafikken ind i parken?

Arbejdstrafikken kommer ind to steder i parken. I den nordlige del af parken anlægger vi en adgangsvej fra Klausdalsbrovej, og i den sydlige del af parken anlægger vi en adgangsvej ved Herlev Ringvej. Vi anlægger adgangsvejene fra oktober 2023-maj 2024. 

Kan vi komme på tværs af parken under anlægsarbejdet?

Ja, vi holder den tværgående sti fra Ederlandsvej og Juni Allé åben under anlægsarbejdet. Vores entreprenør skal sørge for, at det bliver sikkert for cyklister og gående at krydse, selv om der arbejdes i området. Kagsåvej vil også være åben under anlægsarbejdet; der kan være kortere perioder, hvor vi er nødt til at spærre den, og det vil vi informere om inden. Derudover undersøger vi muligheden for, at vi kan åbne for cyklister og gående på tværs af parken mellem Langdyssen og Kagsåkollegiet uden for arbejdstid, men det ved vi først om er muligt, når entreprenøren er kommet på. 

Hvor skal cyklisterne køre, når parken er lukket?

Vi har foreslået ruter på de omkringliggende villaveje – en rute i hver retning. Ruterne tager udgangspunkt i, at det både skal være så trafiksikkert og så hurtigt som muligt for cyklisterne. Ruterne bliver skiltet, og vi kommer i det hele taget til at kommunikere om de alternative ruter i god tid, inden det bliver aktuelt. Vi er godt klar over, at mange cyklister benytter stien gennem parken dagligt, og at det bliver mere besværligt for dem med omkørslerne.

Hvad gør I for at gøre det mere sikkert at være fodgænger på den nye sti?

Den nye sti bliver bredere end i dag. Den bliver udvidet fra 2,5 til 3 meter i den nordlige del af parken og får desuden en afstribning i midten, så gående og cyklister bliver adskilt.

Hvor meget beplantning skal fjernes for at gøre plads til regnvandssøer?

Vi skal rydde en stor del af bevoksningen i parken. Der skal fjernes mange træer og buske for at gøre plads til de nye regnvandssøer og lavninger, hvor vandet kan samle sig under skybrud. Vi skal også flytte mange af de ledninger, der ligger under jorden og lægge en stor bassinledning, der hvor åen ligger i dag, og det betyder også, at vi må rydde bevoksning. Når vi skal flytte åen, er vi også nødt til at fjerne en del bevoksning. I området mellem Juni Allé og Klintekongevej rydder vi derfor som udgangspunkt store dele af beplantningen. Det betyder desværre, at også de store træer langs den eksisterende å fjernes på dette stykke. Beplantningen langs støjskærmen bevares.

Hvordan genplanter I?

Når vi skal genetablere parken, genplanter vi meget bevoksning i de områder, hvor der ikke skal være plads til regnvandet – både træer, buske og urter – for at genskabe en grøn park. Vi planter varieret beplantning og i forskellig størrelse; det vil både være grupper af træer og enkeltstående træer, der har en højde på 4-6 meter, når de plantes og lavere skovbeplantning på 1-1,5 meter og beplantning i størrelser derimellem. Noget beplantning vokser hurtigt, mens andet tager længere tid om at vokse til.